Refleksion

Hvis væggene kunne tale

Adopteret fra Sri Lanka i 1979, ankomst til Danmark i 1980. Danske forældre, danske omgivelser – min nye livsverden. Dansk opdragelse, andre normer og værdier, den danske kultur blev en del af mig, og jeg en del af den. I 1984 blev jeg en del af det normative institutionsliv i børnehaven Skovly. Her opstod der sociale relationer, jeg blev en del af en legekultur og af det sociale fællesskab.

En tid med ”fri adgang” til dybere indsigt i den danske kultur. Her var der andre kulturelle vilkår, forudsætninger og muligheder, verden stod åben, klar til at blive udforsket. Jeg oplevede det tredelte børnekulturbegreb: kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn allerede eksisterede i institutionslivet dengang – måske var det under andre præmisser? eller måske så det helt anderledes ud, end hvad jeg kan erindre som voksen. Jeg husker den frie leg både inde og ude, jeg husker de kreative udfoldelsesmuligheder der var til stede… Hvad husker vi fra vores institutionsliv? Hvordan havde mit liv set ud, hvis jeg ikke var blevet adopteret? Eller hvordan kunne mit liv have set ud, hvis jeg var havnet i en anden kultur end den danske.

Under feltarbejdet i en by børnehave fangede mit blik straks, at børnehaven er placeret midt imellem almen boligbyggeri, altså i et helt almindeligt lejlighedskompleks. Kan der her være plads til en børnehave? Og påvirker det stemningen, indretningen og selve institutionens organisering at være placeret midt i dette boligkompleks? I mine egne børnehaveminder er naturen central især for den store legeplads med grønne omgivelser, som var rig på muligheder for at finde steder, som de voksne ikke så. Hvordan oplever børnene deres hverdag midt i byen under institutionens rammer? Hvordan påvirker det børnenes leg at være i et stort rum? Fornemmer børnene, at der er mulighed for at finde deres eget sted under disse forudsætninger, som den fysiske indretning byder ind til? Institutionen vægter kulturelle udtryksformer højt, dette kunne fornemmes i form af billede- og fotodokumentation, som var synliggjort i hele institutionen. Men føler børnene, at de er med skabere under processen med kulturelle udtryksformer? Eller kan man hertil tale om en dominerende voksenstyring?

Børn er nysgerrige på deres omverden, de stiller sig undrende, samtidig med at de udforsker deres omgivelser. Børn opfatter og ser ting, vi voksne ikke bemærker eller ikke tænker dybere over. Jeg oplever tit, at børn er nysgerrige på hvorfor min hud er anderledes end deres egen. De spørger nysgerrigt ind, ”hvor kommer du fra?” ”hvornår skal du hjem?” Eller udbryder stilfærdigt deres egne tanker f.eks. ”Du har solfingre” eller siger bare ”jamen du ligner hende, men taler som os”!

Børn ser ting, vi som voksne ikke ser – børn har deres eget univers!

Børn tolker, forstår og opfatter verdenen anderledes end voksne gør – hvorfor denne forskel? Hvad sker der med måden vi opfatter, forstår og tolker på, når barndommen slutter?